Angiostrongylus vasorum (Fransk hjerteorm)
& Crenosoma Vulpis (Rævens-og hundens lungeorm)

Hjerteorm

Hovedværter: Ræv, hund og grævling

Mellem værter: Mange arter af snegle, bla. Skovsnegle og vinbjergsnegle

Den Franske Hjerteorm er første gang påvist i Danmark i 1983. Der ses en stigning af udbrud af sygdomme på grund af hjerteorm i efterårs månederne, fordi hundene smittes i sommermånederne, hvor sneglene er mest aktive. Risikoen for smitte er størst på områder, hvor mange hunde luftes, på et forholdsvis lille område, og hvor der er tæt population af ræve. Smitten til vores hunde sker ved, at hunden kommer i kontakt med en mellem-vært(snegle), enten spiser dem, slikker på dem eller slikker på steder, hvor sneglen har efterladt sit slim. Larverne frigives så i tarmene og herfra vandrer de igennem tarmvæggen og videre gennem den store vene til højre hjertekammer. Her udvikles de til voksenstadiet, de parrer sig og lægger æg. Disse æg føres videre med blodet til lungerne og her klækkes de. Hjerteormene kan forvolde stor skade på lungevævet. Laverne fortsætter sin vej til luftrøret, hvor hunden hoster dem op og sluger dem igen. De kommer så ud med hundes afføring. Så kommer der snegle forbi og synes denne afføring er en lækkerbisken og så starter cyklussen forfra.

På Sjælland og specielt i det Københavnske område, ser man rigtig mange smittede tilfælde, men selv om man er bosiddende på Fyn eller i det jyske, skal man stadig være opmærksom på mulig smitte. Der er i disse områder længere imellem tilfældene, men der er fundet smittede tilfælde i Jylland. Hvis man besøger områder med stor smittefare, skal man selvfølgelig være mere opmærksom på evt. symptomer i tiden efter. Man kan også snakke med sin dyrlæge, om det vil være en fordel at forebygge hjerteorm, når man skal på besøg visse steder på Sjælland, især hvis man har en hvalp eller unghund.

Symptomer:

En undersøgelse har vist at 70 % af de hunde, som er inficeret med hjerteorm viser tegn på hoste. Der ses motionsintolerance, vejrtrækningsbesvær og sygdomme i forbindelse med luftvejene. En følgesygdom til en infektion af hjerteorm kan være lungebetændelse og i værste tilfælde blødninger og neurologiske symptomer. Hunden kan også gå og rømme sig lidt. Andre symptomer kan være nedstemthed og træthed, ophørt appetit, vægttab, opkastninger og diarre´.

Det er primært unge hunde der smittes med den franske hjerteorm. Statistikker fra det Københavnske område viser, at de fleste hunde, som får konstateret Fransk hjerteorm er 18 måneder gammel eller derunder.

Der kan ligge 2 teorier bag dette:

*Det kan være en adfærdsrelateret årsag, som nok er den mest sandsynlige årsag. Unge hunde er tit meget nysgerrige og spiser og leger med ting der ligger på jorden. Det er deres måde at opleve verdenen på. Der er også diagnosticeret smitte igen, hos patienter som tidligere har været angrebet af disse orm.

*Immunitets teori er teori nr. 2. Jo ældre hunden bliver, jo bedre er den til at bekæmpe sygdomme. Eller hvis de har været smittet, så opbygger de en eller anden form for immunitet. Men undersøgelser viser, at hunden, ikke kan udvikle fuld immunitet overfor den franske hjerteorm.

Diagnosticering:

Hvis man har mistanke om Fransk hjerteorm, kan man undersøge for det på 2 måder. Man kan påvise sygdommen i en blodprøve, eller man kan undersøge afføringen fra hunden ved en speciel undersøgelse, hvor man fremdyrker larverne (står i 24 timer) og efterfølgende undersøges i mikroskopet. Da der ikke udskilles larver hver dag, skal man samle afføring i tre på hinanden følgende dage. Ved denne prøve vil man både kunne påvise hjerteorm og lungeorm.

Behandling:

Hvis din hund har fået stillet diagnosen Fransk hjerteorm, vil den blive behandlet med et ormepræparat, samt evt. supplerende behandling med andre lægemidler, som dæmper betændelsestilstanden.

Det er vigtigt at man hunden i ro, hvis den har fået diagnosticeret hjerteorm. Hunden skal holdes i ro og luftes i snor under hele behandlingsforløbet. Den må ikke løbe rundt i højt tempo i op til 6 uger, alt efter hvor slemt inficeret hunden er, og hvor mange skader, der er sket på lungerne

Det kan være en alvorlig sag for din hund, hvis den er inficeret med den franske hjerteorm. Det kan være dødeligt, men heldigvis kan det ofte behandles med succes, hvis det opdages i tide.

Der er undersøgelser, der viser, at 1 ud af 10 hunde, skal gennem en behandling igen efter en måned, da det ikke alle larver der er helt væk på en behandling.

VIGTIG!!!!! Den franske hjerteorm må ikke forveksles med rævens og hundes lungeorm

Lungeorm

Hovedværter: Ræv og hund

Mellemværter: Vinbjergsnegle, skovsnegle, havesnegle og agersnegle.

Lungeormen inficerer bronchier og bronchioler hos ræve og hunde. Infektionen er meget almindelig hos ræve og ses hyppigt hos hunde også. I modsætning til den Franske hjerteorm, giver en infektion med rævens lungeorm kun sjældent alvorlig sygdom hos de smittede hunde. Hunden smittes på samme både som ved den franske hjerteorm, nemlig ved at hunden slikker eller spiser en inficeret snegl eller slikker på steder, hvor sneglen har efterladt sig et spor. Efter optagelsen frigøres ormelarver, som vandrer gennem hundens tarmvæg. Via lymfeknuderne eller leveren passerer de til hundens lunger. Her bliver larverne til voksne orm, de parrer sig, og de helt unge larver hostes op i svælget, hvor hunden så efterfølgende sluger dem igen. Larverne udvikler sig så på sin vej igennem systemet, og kommer så ud med hundens afføring. Andre hunde kan ikke blive smitte på dette stadie, som larverne befinder sig i, det kan kun mellem-værterne (snegle). Så starter cyklussen forfra igen. Diagnosticerende tilfælde af hunde, som er smittet med ræven og hundens lungeorm er hyppigere, end med den franske hjerteorm. Der er set tilfælde i det meste af landet. Størstedelen er dog på Sjælland, men der er også flere steder i Jylland, hvor der er diagnosticeret lungeorm hos hunden. Det afhænger af populationen af ræve og snegle i området.

Symptomer:

Let feber, hoste, hurtig vejrtrækning, nedsat appetit og der kan forekomme opkastninger i forbindelse med hoste.

Diagnosticering:

Når man skal diagnosticere om hunden er smittet med rævens og hundens lungeorm vælger man, at få en afføringsprøve ind. Her fremdyrker man så larverne (står i 24 timer) og efterfølgende undersøges de i mikroskopet. Måde man samler afføringsprøve på, er 3 prøver på hinanden følgende dage.

Behandling:

Hvis din hund får stillet diagnosen lungeorm, vil dyrlægen behandle hunden, med et ormemiddel. Efter behandlingen vil man ofte undersøge en ny afførings prøve for at sikre at parasitten er udryddet. Det kan være nødvendigt at behandle hundens hoste og evt. lungebetændelse med medicin.

Behandlingen er oftest effektiv og fremtidsudsigterne er som regel gode.

Dyreklinikken v/Dyrlæge Kathe Rasmussen​

CVR: 13278474

Nørregade 20,

8850 Bjerringbro​