Mundhulesygdomme hos kat

Mundhulen hos kat, har nok tidligere været et overset område både hos ejere og desværre også hos dyrlæger. Men nu til dags ønsker vi ikke at acceptere, at vores dyr går rundt med kroniske smerter og måske endda ender med at dø før tid, fordi vi ikke passer deres mundhule. Der findes hos kat næsten de samme sygdomme som hos mennesker, samt nogle som er særegne for katte, og dyrlæge Jens Ruhnau som har den europæiske specialistuddannelse i tandbehandling af smådyr, oplyser at der efter hans mening er behandlingskrævende mundhulesygdomme hos 8 ud af 10 undersøgte katte.

Fælles for hunde og katte er at de skjuler deres sygdomme og smerter i munden, og Jens Ruhnau mener at hvis det usandsynlige skulle ske at katte kunne begynde at fortælle ejeren om smerterne i munden, ville der blive en kø helt ud til Storebælt fra Måløv, hvor hans klinik ligger, for de fleste katteejere ønsker jo ikke, at deres kat går rundt med slemme kroniske smerter!

Katte er meget tilbøjelige til at få tandsten og deraf følgende tandkødsbetændelse og Parodontose.

Dette kan selvfølgelig holdes nede ved god mundhulehygiejne med daglig tandbørstning som hos mennesker. Der er dog lige det lille problem, at kun ca. halvdelen af kattene kan lære at acceptere den daglige tandbørstning, med mindre man starter meget tidligt i killingefasen, samt at mange mennesker har svært ved at vænne sig til tanken om, at tandbørstning også har en plads hos katte.

Mange mener at det må naturen selv klare, men ganske som for mennesker, har naturen ikke regnet med, at vi bliver så gamle, og den måde naturen på sin egen barske måde sørger for at sortere, er jo at hvis vildtlevende katte ikke har sunde tænder, dør de, og det er jo nok ikke lige det vi ønsker for vores kæledyr.

Vores katte dør heller ikke umiddelbart af at have dårlige tænder, da de jo får mad serveret, der kan spises næsten uden brug af tænder, hvis det skal være, så hvis de dør af deres dårlige tænder, er det pga. den kroniske betændelsestilstand som opstår omkring tanden hos en kat med parodontose. Denne kan f. eks resultere i betændelse på hjerteklapperne, så katten dør af hjertesvigt, og dermed indirekte af de dårlige tænder. Men det hyppigste problem, er den kraftigt forringede livskvalitet, der følger af at have kroniske smerter, uden at være i stand til at give udtryk for dem.

Katte er ikke så tilbøjelige som mennesker til at få caries, men til gengæld har en del katte et meget stort problem med en sygdom der bliver kaldt FORL. FORL (Feline Odontoplastic Resorptive leasion) er en meget smertevoldende lidelse, hvor nogle af kattens egne celler begynder at nedbryde tænderne ved roden, eller tandhalsen Man har forsøgt at stoppe det med plomber ligesom ved almindelig caries, men det virker ikke. I næsten alle tilfælde fortsætter nedbrydningen bare rundt om plomben samt i andre tænder.

Man ved ikke rigtigt, hvorfor disse celler (Odontoclaster) som normalt bare skulle rydde op ved tandhalsen og fjerne døde celler, i visse tilfælde begynder at angribe raske tænder, og den eneste effektive behandling er udtrækning af tanden, hvilket effektivt stopper smerten, og enhver der nogen sinde har prøvet at have tandpine, vil vide at der er langt at foretrække at mangle en tand end at have ondt.

Desværre er katte jo ikke gode til at give udtryk for deres smerte, og ejere vil have meget lille chance for at opdage den lidelse selv, før alle tænder er så angrebne at katten ikke kan spise, men heldigvis er mange ejere jo begyndt at ofre et årligt sundhedseftersyn på deres kæledyr, hvor den slags lidelser så kan blive opdaget i tide.​​

Hos nogle katte ses også en lidelse med kronisk mundhulebetændelse. Man kan i første omgang ikke se forskel på den betændelse og almindelig parodontose, men denne specielle mundhulebetændelse kommer uafhængigt af om kattens tænder er rene og velpassede, eller om der er tandsten. Årsagen er ukendt, man ved at der med stor sandsynlighed er involveret et virus som hedder Calici virus, men denne virus gør det ikke alene. Det ser ud til at visse racer er mere udsat for det end andre, og især hos main coone katte ses det hyppigt.

Se billede hvor der ses et meget svært tilfælde hos en Maine coon kat.

Det er en frustrerende lidelse for både kat og dyrlæge og ejer, idet der ikke findes en behandling der definitivt hjælper alle katte. Det lykkes næsten altid at få det under kontrol, ofte ved hjælp af bl.a. immunstimulerende naturmedicin, men man har ikke indtil nu fundet en kur, der gør katten rask resten af livet uden behandling, men må stille sig tilfreds med at holde den symptomfri. Derved er kattens liv jo også meget bedre end hvis man ingenting gør,, enhver der har prøvet at have en blegne i munden, kan forestille sig hvordan det må føles, hvis ens mund ligner ovenstående billede.

Denne kat havde ikke vist dens ellers meget omsorgsfulde ejer tegn på, at den havde ondt, og betændelsen blev opdaget ved en forundersøgelse til en operation, så det illustrerer med alt tydelighed at selv den omhyggeligste ejer, kan have svært ved at se på en kat, om den har ondt. Katte Piber ikke! Så se din kat i munden og lad din dyrlæge vejlede dig om pasning af kattens tænder.​

Dyreklinikken v/Dyrlæge Kathe Rasmussen​

CVR: 13278474

Nørregade 20,

8850 Bjerringbro​