P-piller - sterilisation og kastration af katte.

De fleste katteejere ønsker at begrænse deres kats evne til at avle. Det skyldes mange ting, bl.a. at verden er fuld af uønskede katte som ikke har et hjem og som må friste en kummerlig tilværelse, fulde af parasitter og evindeligt sultne og med risiko for sygdom og tidlig død.

En hunkat kan producere 10-15 killinger om året, og hvis de overlevede alle sammen, kan vi jo hurtigt regne ud, hvordan verden ville se ud. Eftersom killingerne også er i stand til at avle inden de fylder et år, ville verden hurtigt blive totalt oversvømmet af katte. Sådan går det jo ikke, det ville begrænse sig selv, da det begrænsede fødeudbud og det større smittepres hurtigt ville sørge for, at mange flere ville dø. Men de fleste katteejere er ansvarlige nok til at indse, at det ikke er rimeligt at vi med tamme dyr, lader det gå naturens gang og lader de fleste af killingerne dø af forskellige grunde som sult og sygdom.

De fleste ejede katte bliver i dag også betragtet som en form for familiemedlem, og lever tæt knyttede til deres mennesker. Derfor vil meget af deres naturlige adfærd også være yderst generende for os, idet intakte (altså avledygtige katte) har, som en del af deres naturlige adfærd, at afmærke deres territorium med urin, hvilket vil være uacceptabelt i de fleste hjem, da især hankattens urin har en meget stærk lugt.

En ofte hørt indvending er, at det er synd for (han)katten ikke at få lov til at parre sig, men nu er det jo sådan med katte, at de ikke parrer sig for sjov, men kun med henblik på avl, og at kun den stærkeste hankat får lov at parre, hvilket vil sige, at der ofte skal adskillige slagsmål til for ham, før han måske og måske ikke får lov at prøve at parre sig en enkelt gang.

Slagsmålene medfører ofte infektion med deraf følgende smerte og feber, og ofte må man en tur forbi dyrlægen med bylder, der skal spaltes og katten skal have antibiotika, før den bliver rask igen.

De intakte katte har jo også en langt større risiko for at blive smittet med Leukæmi (det kan man vaccinere for) og katteAIDS (det kan man ikke vaccinere for) da begge dele smitter ved parring eller slagsmål.

Derfor er kastration af hankatten efter min mening langt at foretrække både for kattens skyld og for

ens egen skyld.

For at undgå killinger kan man gøre forskellige ting:

P-piller givet til hunkatten vil i de fleste tilfælde være effektive, hvis man husker at give dem og holder katten inde nogle timer efter, så man er sikker på, at pillen ikke bliver brækket op.

De giver dog risiko for bivirkninger. Således er risikoen for kræft i patterne større hos katte der har fået p-piller. Naturligvis ikke så meget, at alle katte der får p-piller også får kræft, men jeg mindes ikke nogen sinde at have set en steriliseret kat, der har fået kræft i patterne, mens det er temmelig hyppigt for mig at finde hos katte, der har fået p-piller.

Ligeledes er der risiko for livmoderbetændelse og cyster på æggestokkene m.v. så jeg ville personligt aldrig give min egen kat p-piller.

Sterilisation:

Man kan også sterilisere katten. Selvom vi kalder det at sterilisere, nøjes man ikke som ved mennesker med at overskære æggelederen, da katten så alligevel ville have sine meget støjende løbetider samt have risiko for AIDS, fordi den så alligevel parrer sig.

Man fjerner æggestokkene og stopper dermed effektivt dens løbetider. I naturen laver katte alligevel ingen hormoner i vinterperioden, så man kan sige, at vi bare sørger for, at den periode også fortsætter om sommeren.

Dette nytter selvfølgelig ikke noget, hvis man ønsker at få killinger på katten, da det jo ikke kan laves om, men inden vi bestemmer os for at lade vores hunkat få killinger, skal vi tænke nøje over, om det er for kattens skyld vi gør det, eller fordi vi selv ønsker det.

Hvis man synes det er for kattens skyld, man vil gøre det, synes jeg man skal lade være. Katte kan jo ikke vide, at de kunne have fået killinger og ønske sig dem, ligesom vi mennesker. Når de parrer sig, er det jo heller ikke fordi de ønsker sig killinger, men fordi de laver nogle hormoner, så de ikke kan lade være!

Hvis man ønsker sig killinger fordi man selv gerne vil prøve det, så skal man gøre det, dog vil det være fornuftigt at undersøge mulighederne for at afsætte killingerne til gode hjem, inden man kaster sig ud i det. Det er ret frustrerende for os dyrlæger, at vi hvert år får mange dejlige tamme killinger i ca. 12-14 ugers alderen bragt ind til aflivning, fordi de er blevet smidt ud hjemmefra og flakker frustrerede rundt i et område, indtil behjertede mennesker samler dem op og indleverer dem hos os, så de ikke skal lide sultedøden, når det bliver vinter.​

Hvis man ikke ønsker at få killinger på sin hunkat, tilråder vi operation. Sterilisation af hunkatten foregår i fuld narkose og den får smertestillende behandling, inden den nogen sinde vågner, så det medfører så lidt ubehag som muligt. Selvfølgelig kan man indvende at der altid er en lille risiko ved enhver operation, og det er naturligvis sandt både for mennesker og dyr, men med de moderne narkosemidler er den meget lille og jeg har personligt endnu aldrig mistet en kat under en operation, og de store undersøgelser der er lavet for at finde ud af, hvilke katte der statistisk lever længst, viser uden alt tvivl, at de neutraliserede katte statistisk set lever længst.

Nogen mennesker synes, at det er dyrt at få steriliseret en hunkat. Men hvis man bruger p-piller bliver det jo også dyrt i længden. Med de priser der gælder i dag (februar 2012) vil det koste ca. 350 kroner om året at bruge p-piller.

En sterilisering af en hunkat koster i øjeblikket ca. 1700 kr. Dvs. at hvis katten lever mere end 5 år, tjener man penge! En velpasset kat kan nemt blive 14 år eller endda helt op til 20 år, så det er faktisk billigere på langt sigt.

Ændrer katten sig af operationen?

Rent fysisk sker der det, at stofskiftet falder, så man skal passe på, at katten ikke bliver fed, med deraf følgende risiko for sukkersyge, urinvejssten m.v.

Man bør vælge et foder, der ikke indeholder for mange kalorier, men hvor en stor del af kalorierne kommer fra kød, for at opretholde kattens muskelmasse. Vi vejleder gerne om muligheder.

Man bør derudover sørge for, at foderet er blærestensforebyggende. Et problem hos kastrerede hankatte er nemlig, at de nemmere får problemer med urinvejssten, både fordi de nemmere bliver tykke, men sikkert også fordi de ikke tisser så hyppigt, som ikke kastrerede hankatte, der tilbringer en pæn del af dagen med at småtisse alle steder, for at afmærke territoriet.

Psykisk er der mange mennesker, der mener at deres kat er blevet mere kælen og rolig af operationen, men det er vist ikke noget der er bevist videnskabeligt.

Så konklusionen for mig er, at jeg mener at en tamkat får det bedste og længste liv ved at blive neutraliseret, og mine egne katte er blevet neutraliseret når de var store nok. Dvs. når de vejer mere end 2 kg.​

Stella vores dejlige hunkat. Ca. 14 dage før hun blev steriliseret og øremærket.​

Dyreklinikken v/Dyrlæge Kathe Rasmussen​

CVR: 13278474

Nørregade 20,

8850 Bjerringbro​