Tandkødsbetændelse og paradentose

​​​Ligesom vi mennesker, døjer mange hunde og katte med tandkødsbetændelse og parodontose.

For at forstå, hvordan det sker, er det vigtigt at vide lidt om tænders og tandkøds almindelige funktion.

En sund mund og sunde tænder

Under tandkødet sidder tænderne sidder fast i kæbeknoglen med en mængde små stærke bindevævstråde. Dette danner en stærk men elastisk forbindelse mellem tand og knogle. Hvis tænderne blot sad direkte fast i knoglen, ville både tand og kæbe nemt brække, når hunden tygger på noget hårdt.

Når tandkødet er sundt, er der kun en lille lomme mellem tand og tandkød før disse bindevævstråde er der. 

Hvis tandkødet bliver betændt begynder en påvirkning hvor bindevævstrådende i sidste ende kan ødelægges, tanden løsner sig og der opstår paradentose.

​Men hvad skyldes tandkødsbetændelse og tandsten så?

Årsagen til tandkødsbetændelse er, at der dannes plak på tænderne. Plak er en ophobning af millioner af bakterier, som er med til at give tandkødsbetændelse, hvor tandkødet bliver rødt og irriteret, og hæver. Hvis man får børstet plak af, vil tandkødet hurtigt hele igen, noget sikkert de fleste mennesker selv har prøvet.

Ved hunde får man måske ikke helt så flittigt fjernet al plak, og det vil så pga. mineraler omdannes til tandsten. Dette medfører en ond cirkel, for tandsten danner grobund for endnu flere bakterier, som nu ikke mere nemt kan børstes af.

Efterhånden som tiden går, vil betændelsen sprede sig dybere i tandkødslommerne, og derfor er det altid en vigtig del af en tandrensning, at dybden på hver enkelt tandkødslomme måles.

Hvis betændelsen spreder sig til det underliggende støttevæv og knoglevæv, kaldes det for parodontose. Knoglevævet begynder at trække sig tilbage og tandrødderne bliver blottet. Hvis ikke man reagerer på dette, vil tandstenen komme højere og højere op under tandkødet, knoglevævet omkring roden vil forsvinde, og tanden mister sit fæste. 

Resultatet er løse tænder og millioner af bakterier ved tandrødderne. Dette kan udvikle sig til tandbylder, som giver smerte, men kan også medføre at der frigøres bakterier til blodet, hver gang dyret tygger på sin mad eller legesager. Disse bakterier kan være årsag til blandt andet hjerteproblemer og nyreproblemer, da de f.eks. kan sætte sig på hjerteklapperne og ødelægge dem, hvilket menes at være en af årsagerne til dårligt hjerte hos ældre hunde.

Der er meget forskel på, hvor nemt man får paradentose. Nogle reagerer på selv små mængder plak med voldsom tandkødsbetændelse og får derfor meget let paradentose. For disse hunde kan det være svært at undgå at der skal fjernes tænder i løbet af hundens liv, selv på trods af tandbehandlinger, mens andre hunde kan have endog mange tandsten uden at der er væsentlig paradentose.

Det vigtigste for hunden er, at der bliver holdt kontrol med det regelmæssigt, så vi undgår smerter og bakterier i blodet.

Hunde er rigtig dårlige til at vise smerter i munden. De vil jo ikke sulte sig selv, så de skal nok få maden forbi de steder, der gør ondt. Herunder ses 2 hunde med forskellige grader af tandsten, paradentose og tandbylder – begge hunde havde spist normalt

XXXX

Hvad kan vi gøre?

Dyrene kan behandles via en tandrens, hvor man fjerner tandsten med en ultralydsrenser. Dette foregår under bedøvelse. Får man det gjort i god tid og regelmæssigt, når der kun er tale om tandkødsbetændelse, er det en effektiv forbyggende behandling. Tandkødet bliver rask igen efter tandrens, og tænderne vil være så gode som nye.

BANJO

Har katten eller hunden parodontose, kan vi også stoppe tandkødsbetændelsen, men vi kan ikke få det væv, som er gået tabt, tilbage. Vi kan kun prøve at standse udviklingen så meget som muligt, så dyret kan beholde sine tænder i så langt tid som muligt. For at bedømme hvor fremskreden processen er, er det nødvendigt at tage røntgenbilleder.

Hvis knoglevævet har trukket sig meget tilbage, eller hvis der er tegn på en tandbyld, er dyret bedst hjulpet med at få fjernet tanden, da denne tilstand gør ondt, og man ikke kan rense godt nok i dybden til at fjerne alle bakterier og standse processen helt.

Det er selvfølgelig bedst, hvis man kan bevare især de største tygge-tænder i munden, men hunden har det meget bedre uden en tand, end den har det med en tand med tandbyld. Alle der har prøvet at have tandpine ved, at det virkelig er smertevoldende – men hundene kan jo ikke fortælle noget, de bliver måske bare lidt mere stille. Det er sågar heller ikke unormalt, at man ikke umiddelbart bemærker ændringer i hundens adfærd som følge af smerter fra tænderne. Vi oplever dog rigtig tit, at ejere kommer tilbage til os, efter at der er fjernet dårlige tænder og fortæller, at de pludselig har fået en meget gladere hund!

Hvordan ved jeg om min hund-kat har et problem?

Løft læben og kig på tænderne. Vær især opmærksom på de store tyggetænder bagerst i munden, da det ofte er der, tandsten først sætter sig. Hvis der ligger brun belægninger på tænderne, er det tid til en tandrens! Er der ikke synligt tandsten, men tandkødet er rødt alligevel, er det også en god ide med en tandrens, med mindre man er i stand til, med daglige grundige tandbørstninger, at få rødmen væk.

Her ses et glimrende eksempel på en hund med tandsten, som netop er kommet i god tid for at få lavet en tandrensning, inden der opstår alvorligere problemer i mundhulen: 

Før tandrens

b1

Efter tandrens

b2

Hvad kan man selv gøre for at forebygge?

Hvis man fjerner plak jævnligt, opstår der oftest ikke tandkødsbetændelse og paradentose. Plak fjernes via tandbørstning med lille tandbørste og hundetandpasta (også hos katte) eller med gaze og klorhexidin-mundskyllerens på ens finger.

Men det er ofte nemmere sagt end gjort, og hvis man ikke kan holde tænder og tandkød sundt på denne måde, må man sørge for meget regelmæssig ultralydsrens, hos de hunde, der er disponerede for problemet. 

Vi ved godt, at selv hos mennesker der børster flere gange dagligt og bruger tandtråd med videre, kan der opstå paradentose hos disponerede individer. Man kan derfor heller ikke nødvendigvis holde hundens tænder og tandkød sundt blot ved at børste – men hver gang man får det gjort, hjælper det.

Forebyggende behandling med tandbørstning

Jo tidligere i dyrets liv man starter med at børste tænder, jo nemmere bliver det. Man kan dog også godt vænne et voksent dyr til det, hvis man tager det stille og roligt med meget ros og mange godbidder. 

Der findes mange forskellige tandbørster som man kan bruge efter ønske, det er vigtigt det er en blød tandbørste. Der findes også mange forskellige tandpastaer med forskellig smag i, det gør det nogle gange nemmere for dyret at acceptere tandbørsten i munden. Man må ikke bruge mennesketandpasta. Man skal helst gøre det hver dag, men med 3-4x om ugen kan man allerede forbygge meget.

Man kan også bruge et stykke gaze med klorhexidin på sin finger, eller en tot vat gennemvædet med klorhexidin mundskyllerens (0,12%). Dette smager grimt, men er meget effektivt bakteriedræbende.

Her er en lille video hvor det illustreres, hvordan man kan børste tænder på hunden.

https://www.youtube.com/watch?v=5cdgaMCQrGk

Husk, du er altid velkommen til at kontakte os på klinikken, for at få en tid til et gratis tandtjek eller blot for at få et godt råd med på vejen.

Dyreklinikken v/Dyrlæge Kathe Rasmussen​

CVR: 13278474

Nørregade 20,

8850 Bjerringbro​