• Velkommen
  • Profil
    • Medarbejdere
    • Arbejdsområde
    • Samarbejdspartnere
    • Klinikhund
  • Artikler om dyr
    • Allergi hos hund
    • Mundhulesygdomme hos kat
    • Hvalpe
    • Lopper
    • Nytårsaften og tordenvejr
    • Sterilisation og kastration af katte.
    • Hvad er kiropraktik til dyr?
    • Nytårsangst
    • Oversigt over sygeforsikring til hund og kat.
  • Butikken
  • Priser
  • Links
  • Galleri
  • Kontakt

Vedrørende nytårsangst

 

Vi oplever her på klinikken, som det sker mange andre steder, at et stadig stigende antal hunde er bange for fyrværkeri, skud, torden og mange andre lyde. Derfor udleveres landet over hvert år til nytår kæmpe mængder af beroligende medicin, og for nogle hunde kan det være en god løsning. Det drejer sig om de hunde, som reagerer godt på medicinen, og som kun er bange til nytår, men som ikke er påvirkede i de andre situationer, hvor det efterhånden også er almindeligt at høre fyrværkeri. Det sker f.eks. i en stor del af december, til Sankt Hans og ved andre festlige lejligheder.

 

Desværre reagerer mange hunde ikke helt så godt på medicinen, som skulle få dem til at være sløve og ligeglade, og mange hunde indskrænker heller ikke angsten til selve nytårsaften. Derfor er det vigtigt at prøve at vænne sin hund til høje lyde. Dette gælder hunde, der er blevet bange, men vi vil også tilråde, at ejere til unghunde og hvalpe starter med at vænne hunden til fyrværkeri, skud o.s.v., så senere angst forebygges. I det følgende giver vi nogle forslag til sådanne øvelser af hunde.

 

Forebyggelse af angst

Det vigtigste for en hunds reaktioner er ejerens reaktioner. Trøst og ynk derfor aldrig hunden, hvis den bliver bange, men brug dit kropssprog til at fortælle den, at du synes, det er helt normalt, at der skydes udenfor. Forkæl hunden med godbidder eller leg, når du får øjenkontakt med den og tal i en glad og opmuntrende tone. Lav øvelser, som hunden synes er sjove (f.eks. find godbidden eller hent bolden), og som den er god til, så den bliver distraheret og ikke interesserer sig for det udenfor.

Øvelser med lyde, som kan startes med hvalpe og med hunden der ikke er bange, kan f.eks. være at putte nogle rigtig gode godbidder i en papirspose, puste luft i og sprænge posen. Det lille brag vil få hunden til at kigge, men der drysser jo godbidder ud, når posen springer. Altså opfatter hunden, at ”BRAG = Godbidder”. Man kan også aftale, at en hjælper affyrer en hundeproppistol udenfor, mens føreren leger med hunden. Start i god afstand så hunden ikke skræmmes. Hunden vil nok reagere, når skuddet lyder første gang. Den vil kigge efter lyden, og sandsynligvis umiddelbart derefter på føreren for at se, om ”vi” skal reagere på det. Så gælder det om at være hurtig til at vise, at man ikke reagerer på lyden, men at man holder et glad udtryk og kaster bolden, eller hvad man nu leger med. Husk at rose hunden når den løber efter bolden, leder efter godbidden, eller hvad man nu er ved at lege. Når der er blevet skudt af i samme afstand et par gange, og hunden

 

overhovedet ikke reagerer på lyden mere, fordi den er optaget af at lege og har fundet ud af at ”vi” ikke tager os af det, kan den der skyder rykke nærmere, hvorefter det hele gentages. Denne øvelse kan naturligvis gentages med andre former for lyde såsom heksehyl mv.

En anden glimrende ting til forebyggelse af angst er cd’er med forskellige lyde, torden fyrværkeri mv. De kan med fordel anvendes helt fra hvalpen er lille. Man tænder den bare på lav styrke i starten, og gør det mens hvalpen er optaget af noget andet, som f.eks. at finde sin mad der er spredt rundt om i huset, efterhånden kan man skrue lidt op af gangen og til sidst efter mange gange, kan man have den kørende på meget høj styrke uden at hunden ser ud, som om den overhovedet kan høre det. Man må ikke på noget tidspunkt lave det så højt at hunden bliver angst, så man må gå roligt frem.

 

Selve nytårsaften

Det er vigtigt at undgå, at ens hund bliver skræmt, så vi tilråder, at den bliver indendørs og ikke kommer med ud at fyre af nytårsaften. Føreren bør blive inde ved hunden, i alle tilfælde det første år, indtil man ved, hvordan hundens reaktioner er. Træk eventuelt gardinerne for og spil musik. Er man ikke hjemme, bør hunden passes et andet sted, helst lidt ude på landet. Bestil tid i god tid, hvis hunden skal i pension, for der er rift om pladserne de gode steder.

Skulle det ske, at hunden ved en fejl bliver udsat for at blive skræmt f.eks. under en gåtur før nytår, hvor nogle mennesker kan finde på at smide heksehyl m.v. under hunden, så husk at hundens reaktion på oplevelsen afhænger af føreren. Styr derfor kropssproget og reager selv så lidt som muligt på hændelsen, men tal glad og opmuntrende til hunden og prøv hurtigst muligt efter braget at få øjenkontakt med hunden, bed den om noget den er god til (sæt dig eller lignende), ros den og giv godbid. TRØST ALDRIG, for hunden vil høre det, vi mennesker forstår som trøst, som om føreren bekræfter den i, at der er noget at være bange for, og at føreren, som skulle være hundens faste holdepunkt, selv er bange.

 

Behandling af den angste hund

Hvis hunden er så angst, at den ikke er modtagelig for træning og godbidder som før beskrevet, bør dyrlægen kontaktes, så hunden kan få den angstdæmpende medicin som ikke sløver. Denne medicin virker godt på mange hunde, men den skal gives i nogen tid, før virkningen indtræder. Når det begynder at virke, kan man bruge de samme øvelser som beskrevet før. Man skal huske, at grænser skal flyttes og ikke overskrides, så det gælder om at finde den grænse, hvor hunden lige netop IKKE reagerer og så arbejde ud fra den. Til hjælp i træningen kan man købe en CD bl.a. hos dyrlægen med lyde af bl.a. fyrværkeri, torden og andet, Med CD- en følger en lille bog med vejledninger og forklaringer. Man afspiller først ved meget lavt niveau de lyde, som hunden er bange for. Dette gøres naturligvis, mens man træner ting, som hunden synes er sjove. I starten træner man om dagen ved lav lydstyrke, men senere øges lydstyrken, og man prøver også om aftenen. Viser hunden angst, sænkes lydstyrken lidt, husk belønninger. Når hunden ikke viser angst ved en bestemt lydstyrke, spilles der på samme niveau ca.10 gange, før der skrues op. CDen er god, men nogle hunde gennemskuer hurtigt, at lyden kommer fra radioen. Cd’en erstatter derfor ikke træning med hundepropper og heksehyl, men den er et vældig godt supplement og er rigtig god at starte med, fordi der kan skrues ned; hunden kan endda være i et andet rum i begyndelsen.

Der findes endvidere visse slags naturmedicin, f.eks. Zylkene, Baldrian og Valerianerod.

Især er Zylkene grundigt afprøvet med videnskabelig testning i forsøg, og har vist sig at have en beviselig effekt bedre end Placebo(virkningsløse kalktabletter man bruger til kontrol i forsøg med medicin ) Der kan læses mere om det på www.zylkene.dk

 

Nytårsaften

Forebyggelse er som altid bedre end helbredelse, men begge dele tager tid.  Det gælder både træning med og uden brug af angstdæmpende medicin, da medicinering med den angstdæmpende medicin, som ikke sløver, helst skal starte sidst i november eller først i december for at nå af have maksimal effekt. 

Har man ikke nået at få forebygget inden nytår, ordinerer vi til vore egne patienter sløvende og angstdæmpende medicin til selve nytårsaften. Hundene reagerer ikke ens på medicinen, så man må prøve at finde den dosis og blanding der er optimal til den enkelte hund. Vi vil gerne opfordre til, at man ringer efter nytår og fortæller, hvordan det er gået, så vi kan notere i journalen om dosis skal justeres næste år, eller om det gik rigtig godt.

Vi vil også opfordre til at man overvejer, om hunden ikke til næste år skal behandles med decideret angstdæmpende medicin fra starten af december Hvis dette ønskes skal man bede om at bliver skrevet på en liste, så vil vi sende brev sidst i november om at det er tid til at besøge dyrlægen, hvis man ønsker denne behandling.

© Copyright 2009 - Pagedesign ApS - Hjemmesider Webshops Tryksager